Nyhed

Sanktioner mod Rusland og Belarus – 20. sanktionspakke

EU har skærpet sanktionerne mod Rusland på baggrund af Ruslands fortsatte ulovlige invasion af Ukraine. Sanktionerne mod Belarus skærpes også på baggrund af landets støtte til Rusland. 20. sanktionspakke blev vedtaget den 23 april og trådte i kraft den 24. april 2026.

  • 24. april 2026
  • Rusland

Pakken har fokus på at ramme sektorer af vital betydning for den russiske økonomi. Der er tale om en omfangsrig pakke, hvoraf følgende væsentlige initiativer kan fremhæves:

  • Sanktionering af flere entiteter og individer:  120 nye entiteter, personer mv. tilføjes til bilag I til EU’s forordning 269/2014 med senere ændringer (”Indefrysningsforordningen”). Disse omfattes af forbuddet om indefrysning og tilrådighedstillelse af økonomiske ressourcer. 58 nye entiteter tilføjes endvidere til bilag IV til EU’s forordning 883/2014 med senere ændringer (”Ruslandsforordningen”).
     
  • Eksport- og/eller transitforbud: Der indføres sanktioner mod nye produkter, herunder visse metaller og kemikalier, som tilføjes bilag VII til Ruslandsforordningen og dermed omfattes af eksport- og transitforbuddet. Derudover sanktioneres en række yderligere produkter, der er med til at styrke Ruslands industrielle kapacitet, jf. bilag XXII.
     
  • Forbud mod at levere tjenesteydelser til Rusland: Forbuddet mod at levere en række tjenesteydelser til Rusland udvides, således det også omfatter administrerede sikkerhedstjenester.
     
  • Forbud mod at servicere isbrydere og LNG-tankskibe: Der indføres forbud mod at levere teknisk bistand, mæglertjenester, finansiering eller finansiel bistand i forbindelse med isbrydere og LNG-tankskibe, hvis skibene enten er registreret under russisk flag, certificeret af det russiske skibsregister, ejet eller drevet af en russisk fysisk eller juridisk person, virksomhed eller organisation, eller hvis de opererer i Rusland eller er beregnet til brug i Rusland.
     
  • Eksportforbud af følsomme produkter til Kirgisistan: Der indføres et forbud mod at eksportere CNC-maskiner og radioer til Kirgisistan.
     
  • Nye sanktioner mod Belarus: Belarus-regimet er blevet opdateret så det flugter med sanktionerne mod Rusland. Det indebærer bl.a. eksportforbud på en række produkter, forbud mod levering af sikkerhedstjenester samt nye sanktionslistninger af personer og entiteter.
     

Det fremgår af: