Ny eksportkontrolbekendtgørelse træder i kraft d. 1. april 2026 – ophævelse af den nationale kontrolliste og ny generel national eksporttilladelse
Eksportkontrolbekendtgørelsen er blevet opdateret, og den nye bekendtgørelse træder i kraft den 1. april 2026. Med ændringen ophæves den nationale kontrolliste, da samtlige produkter på den nationale kontrolliste nu er oplistet på EU’s fælles kontrolliste (bilag I til dual-use forordningen). Samtidig ophæves den generelle nationale tilladelse DK-GNT1 som følge af, at den nationale kontrolliste bortfalder. Virksomheder med DK-GNT1-tilladelser kan fremover anvende EU001-tilladelsen i stedet, da denne nu omfatter samme produkter og teknologier som den tidligere DK-GNT1.
Endelig introduceres der med den nye eksportkontrolbekendtgørelse en ny generel national eksporttilladelse (DK-GNT5) til eksport til EU-landenes eksklusive økonomiske zoner, som ligger uden for EU’s toldgrænse. Tilladelsen skal bl.a. gøre det lettere for virksomheder at eksportere dual-use produkter til offshore-projekter.
Den opdaterede eksportkontrolbekendtgørelse kan læses her: Eksportkontrolbekendtgørelsen.
Bemærk, at Erhvervsstyrelsen – ud over den nye DK-GNT5 – fortsat tilbyder tre yderligere generelle nationale eksporttilladelser, som skal gøre det lettere at eksportere dual-use produkter til en række destinationer:
- DK-GNT2: Omfatter eksport af visse produkter til det ukrainske forsvar og relaterede myndigheder.
- DK-GNT3: Omfatter eksport af dual-use produkter til Grønland.
- DK-GNT4: Omfatter eksport af produkter og teknologier opført på bilag IV til dual-use forordningen med få undtagelser.
Læs mere om Generelle nationale eksporttilladelser (DK-GNT).