EU-Kommissionens 'List of Common High Priority Items'

Krav om risikovurdering, politikker, kontroller og procedurer ved eksport mv. af produkter, som er opført på bilag XXX ('Common High Priority Items') eller bilag XXXI til forordning 765/2006 om sanktioner mod Belarus (artikel 8ga).

  • Opdateret 24. februar 2025
  • Sanktioner mod Belarus

Virksomheder, der sælger, leverer, overfører eller eksporterer produkter, som er opført på EU-Kommissionens ’List of Common High Priority Items’, jf. bilag XXX eller bilag XXXI til forordning 765/2006, til tredjelande, skal:

  • Udarbejde en risikovurdering om eksport til Belarus og eksport til brug i Belarus for sådanne varer eller teknologier og sikre, at disse risikovurderinger dokumenteres og ajourføres,
  • Indføre passende politikker, kontroller og procedurer til effektivt at afbøde og styre risiciene for reeksport til Belarus og reeksport til brug i Belarus for sådanne varer eller sådan teknologi.

Kravene finder ikke anvendelse for virksomheder, der kun sælger, leverer eller overfører produkterne på bilag XXX eller bilag XXXI inden for EU eller til partnerlande opført i bilag Vba til forordningen. Partnerlandene er: Norge, Schweiz, USA, Japan, Storbritannien, Sydkorea, Australien, Canada, New Zealand Liechtenstein og Island.

Moderselskaber skal sikre, at datterselskaber i tredjelande gennemfører bestemmelsen.

Kravet træder i kraft den 2. januar 2025 for så vidt angår bilag XXX og fra den 26. maj 2025 for så vidt angår bilag XXXI.
 

Listen indeholder kritiske produkter fundet på slagmarken i Ukraine, og som derfor har høj prioritet for Rusland.

Kommissionen har udarbejdet en FAQ til artikel 12gb i Rusland-forordningen om krav til vurdering af risici og udarbejdelse af passende politikker, kontroller og procedurer til at imødegå reeksport til Rusland og reeksport til brug i Rusland af de særlige kritiske produkter ('List of Common High Priority Items'). FAQ'en kan anvendes analogt med artikel 8ga i Belarus-forordningen om at imødegå reeksport til Belarus og reeksport til brug i Belarus af særlige kritiske prodoukter.

Henvisninger i FAQ'en til 'Regulation (EU) No. 833/2014', 'Russia' og 'Russian' kan erstattes med 'Regulation (EU) No. 765/2006', 'Belarus' og 'Belarussian'.

Ansvarlige myndigheder

På Udenrigsministeriets hjemmeside kan du finde en samlet oversigt over de myndigheder, som administrerer og vejleder om de forskellige bestemmelser i EU’s sanktioner.

Gå til Udenrigsministeriets hjemmeside