Her kan du læse om forbud og undtagelse fra forbuddene om eksport af udstyr til overvågning og aflytning til Belarus opført i bilag IV til forordning 765/2006. Du finder forordningen i boksen 'Lovgrundlag' nederst på siden.
Forbud mod eksport af udstyr til overvågning og aflytning
EU har besluttet at forbyde salg, levering, overførsel eller eksport af udstyr til overvågning og aflytning til Belarus. Det er derfor forbudt at eksportere udstyr, teknologi eller software, som primært er beregnet til at blive anvendt til overvågning eller aflytning af internet- eller telekommunikation, som er opført på bilag IV til forordningen.
Forbud mod teknisk bistand, mæglervirksomhed og finansiering
Forordningen indeholder også forbud mod direkte eller indirekte at yde teknisk bistand, mæglervirksomhed og finansiel bistand til produkter og teknologi omfattet af bilag IV i forbindelse med salg, levering, overførsel, fremstilling, vedligeholdelse og anvendelse af produkterne og teknologien, eller levering, installation, drift eller ajourføring af software i bilag IV, til fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer i Belarus eller til brug i Belarus.
Undtagelser fra forbuddene, som kræver tilladelse fra Erhvervsstyrelsen
Erhvervsstyrelsen kan give tilladelse til eksport af udstyr, teknologi eller software opført på bilag IV til forordningen, eller dertil knyttet teknisk eller finansiel bistand, såfremt Erhvervsstyrelsen kan sikre sig, at det pågældende udstyr eller den pågældende teknologi eller software ikke vil blive anvendt til undertrykkelse begået af den belarussiske regering, offentlige organer, selskaber eller agenturer, eller personer eller enheder, der handler på deres vegne eller efter deres instruks.