Her kan du læse mere om forbuddene mod levering af tjenesteydelser og software samt undtagelserne hertil i medfør af artikel 1jc i forordning (EU) nr. 765/2006 med senere ændringer.
Tilladelseskrav fra 2. januar 2025 for levering af tjenesteydelser og software til belarussiske selskaber ejet eller kontrolleret af virksomheder fra EU, EØs eller et partnerland
Ifølge artikel 1jc, stk. 9, kræves der fra den 2. januar 2025 en tilladelse for at yde eller levere de tjenesteydelser og den software, der er nævnt i stk. 1 - 4, hvis disse udelukkende skal bruges af juridiske personer, enheder eller organer etableret i Belarus, som ejes eller kontrolleres alene eller i fællesskab af en juridisk person, enhed eller et organ, der er stiftet i overensstemmelse med lovgivningen i Schweiz eller et EU-, EØS- eller partnerland, som anført i bilag Vb.
Det betyder, at danske virksomheder med f.eks. datterselskaber i Belarus skal ansøge om en tilladelse hos Erhvervsstyrelsen, hvis virksomheden forsat ønsker at levere tjenesteydelser eller software til deres datterselskaber efter den 2. januar 2025.
Ophør af kontrakter, som ikke er i overensstemmelse med artikel 1jc
Det følger af stk. 6, at forbuddene i stk. 1 - 4 ikke finder anvendelse på levering af tjenesteydelser, der er strengt nødvendige for senest den 2. oktober 2024 at bringe kontrakter, der ikke er i overensstemmelse med denne artikel, og som er indgået inden den 1. juli 2024, eller accessoriske kontrakter, der er nødvendige for gennemførelsen af sådanne kontrakter, til ophør.
Forbud mod levering af visse tjenesteydelser
Det er forbudt direkte eller indirekte at levere en række tjenesteydelser til: Republikken Belarus, dens regering, dens offentlige organer, selskaber eller agenturer, eller fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer, der handler på vegne af eller efter instruks fra de nævnte parter. Tjenesteydelserne omfatter:
- regnskabsførelses- og revisionsvirksomhed
- bogføring
- skatterådgivning
- virksomheds- og ledelsesrådgivning
- PR-tjenester
- arkitekt- og ingeniørvirksomhed
- juridisk rådgivning
- IT-konsulentvirksomhed
- markedsundersøgelser og opinionsundersøgelser
- teknisk prøvning og analysetjenester samt reklametjenester
- sælge, levere, overføre, eksportere eller stille software til rådighed for til ledelsen af virksomheder og software til industriel design og fremstilling, jf. bilag XXVI.
Kommissionen har i sin FAQ (som vedrører sanktionerne mod Rusland, men som kan anvendes analogt fsva. Belarus) uddybet, hvad arkitekt-, ingeniør- og IT-konsulenttjenester og juridisk rådgivning samt de øvrige tjenester dækker over. Herudover er forbuddene nærmere beskrevet i præamblerne til afgørelserne, som indfører forbuddene fsva. Rusland. Se præambel 8 i Rådsafgørelse 2022/2478 og præambel 12 og 13 i Rådsafgørelse 2022/1909.
Kommissionen har i sin FAQ uddybet om forbuddet mod at sælge, levere, overføre, eksportere eller stille software til rådighed for til ledelsen af virksomheder og software til industriel design og fremstilling (artikel 5n i forordning nr. 833/2014 med senere ændringer). Indholdet af FAQ’en kan anvendes analogt fsva. Belarus.
Forbud mod teknisk og finansiel bistand, mæglervirksomhed samt finansiering
Ifølge stk. 5, gælder der et forbud mod at yde teknisk bistand, mæglervirksomhed eller andre tjenester i tilknytning til de varer og tjenester, der er omhandlet i stk. 1-4 samt at levere finansieringsmidler eller finansiel bistand i tilknytning til de varer og tjenester, der er omhandlet i stk. 1-4 til Republikken Belarus, dens regering, dens offentlige organer, selskaber eller agenturer eller til fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer, der handler på deres vegne eller efter instruks fra sådanne juridiske personer, enheder eller organer.
Generelle undtagelser
Retten til et forsvar i retssager og retten til effektive retsmidler
Det følger af stk. 7 at forbuddene i stk. 1 og 2 finder ikke anvendelse på levering af tjenester, der er strengt nødvendige for udøvelsen af retten til et forsvar i retssager og retten til effektive retsmidler.
Adgang til retslige, administrative eller voldgiftsmæssige procedurer
Det følger af stk. 8, at stk. 1 og 2 ikke finder anvendelse på levering af tjenester, der er strengt nødvendige for at sikre adgang til retslige, administrative eller voldgiftsmæssige procedurer i en medlemsstat eller til anerkendelse eller fuldbyrdelse af en dom eller en voldgiftskendelse, som er afgivet i en medlemsstat, forudsat en sådan levering af tjenester er i overensstemmelse med målene i denne forordning.
Folkesundhedsmæssige krisesituationer mv.
Det følger af stk. 10, at forbuddene i stk. 2 - 4 ikke finder anvendelse på levering af tjenesteydelser, der er nødvendige for folkemæssige krisesituationer, akut forebyggelse eller afbødning af en hændelse, der sandsynligvis vil have en alvorlig og betydelig indvirkning på menneskers sundhed og sikkerhed eller miljøet eller som en reaktion på naturkatastrofer.
Krav om tilladelse fra Erhvervsstyrelsen
Humanitære formål, belarussiske selskaber ejet eller kontrolleret af et selskab oprettet iht. lovgivning i et EU-, EØS- eller partnerland, mv.
Det følger af artikel 1jc, stk. 13, at Erhvervsstyrelsen kan give tilladelse til salg, levering, overførsel, eksport eller ydelse af tjenesteydelser og software, som er nævnt stk. 1 - 5, når styrelsen har fastslået, at leveringen er nødvendig til:
- humanitære formål (litra a)
- civilsamfundsaktiviteter, der fremmer demokratiet, menneskerettigheder eller retsstatsprincipper i Rusland (litra b)
- diplomatiske og konsulære repræsentations drift i Rusland, herunder enheder i Belarus, der nyder immunitet i overensstemmelse med folkeretten (litra c)
- sikring af kritisk energiforsyning i EU samt køb, import eller transport af titan, aluminium, kobber, nikkel, palladium og jernmalm (litra d)
- sikring af kontinuerlig drift af infrastrukturer, herunder hardware og software, der er afgørende for sundhed, sikkerhed eller miljøsikkerhed (litra e)
- etablering, drift, vedligeholdelse, levering og oparbejdning af brændsel og sikkerhed ifm. civile, medicinske eller miljømæssige nukleare aktiviteter og faciliteter (litra f)
- levering af elektroniske kommunikationstjenester mellem EU og Belarus (litra g)
- brug udelukkende for juridiske personer, enheder eller organer, der er etableret i Belarus, og som ejes eller kontrolleres alene eller i fællesskab af juridiske personer, enheder eller organer, der er stiftet eller oprettet iht. lovgivningen i en medlemsstat, EØS, Schweiz eller et partnerland som opført i bilag Vb (litra h).
Juridisk bistand ifm. natur-, nukleare eller kemiske katastrofer
Ifølge artikel 1jc, stk. 14 kan Erhvervsstyrelsen give tilladelse til at der ydes juridisk rådgivning som omhandlet i stk. 2 på betingelser, som de finder hensigtsmæssige, efter at have fastslået, at dette er nødvendigt for videreførelsen af eksisterende initiativer til støtte for ofre for naturkatastrofer, nukleare eller kemiske katastrofer og inden for rammerne af internationale adoptionsprocedurer.
Firewalls
Herudover kan Erhvervsstyrelsen ifølge stk. 11 tillade levering af de i stk. 1-2 nævnte tjenesteydelser efter at have fastslået, at tjenesterne er strengt nødvendige for at oprette, certificere eller evaluere en firewall, som:
a) fjerner den kontrol, som en fysisk eller juridisk person, en enheds eller et organ, der er opført på listen i bilag I, har over aktiverne tilhørende en juridisk person, en enhed eller et organ, der ikke er opført på listen, og som er stiftet eller oprettet i henhold til en medlemsstats ret, og som ejes eller kontrolleres af førstnævnte, og
b) sikrer, at ingen yderligere pengemidler eller økonomiske ressourcer kommer denne fysiske eller juridiske person, denne enhed eller dette organ, der er opført på listen, til gode.
Internationale open source-projekter
Herudover kan Erhvervsstyrelsen ifølge stk. 12 tillade levering af software til rådighed for ledelsen af virksomheder og software til industriel design og fremstilling, jf. bilag XXVI, efter at have fastslået, at disse tjenester er nødvendige for belarussiske statsborgeres bidrag til internationale open source-projekter.
Ansøgningsskema og minivejledning til ansøgningsskemaet
Følgende vejledning angår artikel 5n i forordning (EU) nr. 833/2014, men kan anvendes analogt fsva. artikel 1jc i forordning (EU) nr. 765/2014.
Ansøgningsskemaet til undtagelse fra artikel 5n i Rådets forordning (EU) nr. 833/2014 med senere ændringer ("Ruslandforordningen") er oprindeligt designet til eksport af dual-use produkter. Skemaets oplysninger skal derfor tilpasses til artikel 5n.
Denne minivejledning er et supplement til vejledningen i selve ansøgningsskemaet og forklarer, hvordan visse punkter i skemaet skal tilpasses, som fremhævet nedenfor:
Ansøgning på vegne af en dansk statsborger
Ved ansøgning på vegne af en dansk statsborger ansat i et selskab uden for EU, skal ansøgeren angive virksomhedens navn og landet, hvori virksomheden er placeret.
Det bemærkes, at tilladelser udstedt af Erhvervsstyrelsen til danske virksomheder inkluderer danske statsborgere ansat i virksomhederne.
Erhvervsstyrelsen udsteder ikke tilladelser til danske statsborgere bosat i andre EU-lande. Danske ansøgere skal derfor søge om tilladelse i det EU-land, hvorfra de planlægger at levere tjenesteydelsen. For at fremme udvekslingen af relevante oplysninger mellem de nationale myndigheder anbefales det at angive andre EU-lande, hvor tilsvarende ansøgninger er fremsendt til.
Valg af tilladelsestype:
Vælg 'Individuel tilladelse'. Erhvervsstyrelsen udsteder ikke globale tilladelser til Rusland.
Angiv hvilken type eksport der er tale om
'Endelig eksport' er den mest anvendte.
'Midlertidig eksport' anvendes sjældent
'Eksport til lager/distributør' er ikke muligt.
Slutbrugerens status
Slutbrugeren skal være 'Civil'.
Slutbrugeren må ikke være 'Militær/politi/efterretningstjeneste/el.lign.'
Produktbeskrivelse
Hvis der er tale om software, som omhandlet i artikel 5n, stk. 2b, da angiv samme beskrivelse af tjenesteydelsen, som anført i bilag XXXIX til Ruslandsforordningen.
Hvis der er tale om en anden type tjenesteydelse, da angives en kortfattet og præcis beskrivelse heraf.
Vi har forståelse for, at den konkrete kategorisering kan være vanskelig især, da software kan have mange funktioner. Det essentielle er, at virksomheden ved ansøgningens indsendelse erklærer, at de angivne tjenesteydelser er omfattet af artikel 5n.
Bemærk, at det er muligt at ansøge om flere forskellige tjenesteydelser i samme ansøgningsskema. Klik på 'Tilføj' under 'Produktbeskrivelse' for hver ny tjenesteydelse
Kategorinummer
Angiv '833/2014' (som henviser til forordningen om restriktioner mod Rusland)
Angiv 'artikel 5n, stk. xx,' som omhandler den relevante undtagelsesbestemmelse under artikel 5n.
Varekode (8-cifret KN-kode)
Angiv ’N/A’, idet KN-koder ikke anvendes i forbindelse med tjenesteydelser og software.
Salgsværdi i DKK
Er det ikke muligt at udregne salgsværdien af tjenesteydelsen, kan der skrives 0 (nul) DKK i rubrikken.
Produktets endelige anvendelsesområde
Anvendelsesområdet skal være 'Civilt'.
Anvendelsesområde inden for 'Militær/politi/efterretningstjeneste/el.lign.' er ikke tilladt.
Angiv hvad slutbruger skal anvende produktet til
Beskriv kort, præcist og forståeligt, hvad slutbrugeren skal anvende produktet til.
Spørgsmål om artikel 4 og 5 (catch-all bestemmelserne)
Til disse to spørgsmål svarer du 'Nej'.
Skriv de supplerende oplysninger i nedenstående tekstboks
Angiv baggrunden for ansøgningen. Du er velkommen til at vedhæfte et følgebrev med supplerende oplysninger, herunder med henvisning til eventuelle tidligere ansøgninger om undtagelse fra restriktioner mod Rusland f.eks. artikel 12b.
Ikke krav om slutbrugererklæring
Ønsker du at levere en tjenesteydelse eller et produkt omfattet af artikel 5n til et datterselskab i Rusland, som ejes af en EU-virksomhed, et EØS-land eller et partnerland (USA, Japan, UK, Sydkorea, Australien, Canada, New Zealand, Norge eller Schweiz, jf. bilag VIII til forordning 833/2014), er der ikke krav om at indhente en slutbrugererklæring. Det er tilstrækkeligt blot at udfylde ansøgningsskemaet.
Krav om slutbrugererklæring
Vær opmærksom på, at du skal vedhæfte en slutbrugererklæring sammen med indsendelsen af ansøgningen, hvis du ønsker at levere en tjenesteydelse eller et produkt omfattet af artikel 5n til en virksomhed, som ikke ejes af en EU-virksomhed, et EØS-land eller et partnerland (USA, Japan, UK, Sydkorea, Australien, Canada, New Zealand, Norge eller Schweiz, jf. bilag VIII til forordning 833/2014). Slutbrugererklæringen skal være underskrevet og dateret af den endelige slutbruger. Også her er slutbrugererklæringen oprindeligt beregnet til eksport af dual-use produkter, men er den erklæring, der skal udfyldes og underskrives.
Virk selvbetjening
Eksportkontrol - Ansøgning om tilladelse til eksport af produkter og teknologi med dobbelt anvendelse
Ansøg, når din virksomhed skal eksportere produkter og teknologi med dobbelt anvendelse (dual-use)
Tilladelsens gyldighed
En individuel tilladelse udstedt af Erhvervsstyrelsen er gyldig i 1 år fra ikrafttrædelsesdatoen.
Følgende vejledning angår artikel 5n i forordning (EU) nr. 833/2014, men kan anvendes analogt fsva. artikel 1jc i forordning (EU) nr. 765/2006.
EU-Kommissionen af udgivet en opdateret FAQ om artikel 5n, hvor det i para. 35 fremhæves, at en tilladelse udstedt af den nationale kompetente myndighed i et EU-land ikke automatisk omfatter datterselskaber i andre EU-lande. Det betyder, at operatører skal ansøge om tilladelse i det EU-land, hvorfra de planlægger at levere tjenesten. Vi anbefaler dog at angive i ansøgningen andre EU-lande, hvortil en lignende ansøgning indsendes, da det vil give de nationale kompetente myndigheder mulighed for at udveksle relevante oplysninger.
Ansvarlige myndigheder
På Udenrigsministeriets hjemmeside kan du finde en samlet oversigt over de myndigheder, som administrerer og vejleder om de forskellige bestemmelser i EU’s sanktioner.