Erhvervsstyrelsen administrerer reglerne om indefrysning af pengemidler og økonomiske ressourcer. Økonomiske ressourcer betegnes med et fælles ord som løsøre og omfatter bl.a. kunst, møntsamlinger og fast ejendom.
Hvad kan Erhvervsstyrelsens hjælpe med?
Erhvervsstyrelsen behandler:
- Henvendelser om indefrysning
- Ansøgninger om frigivelse af indefrosne pengemidler eller økonomiske ressourcer
- Fortolkningsmæssige spørgsmål om indefrysning
Erhvervsstyrelsen træffer ikke afgørelse om, hvorvidt der skal ske indefrysning. Det er op til den enkelte EU-virksomhed at vurdere, om der i en konkret sag skal ske indefrysning, fx på baggrund af ejerskab eller kontrolforhold. Hvis du mener, at dine pengemidler eller økonomiske ressourcer er blevet uretmæssigt indefrosset, skal du kontakte den virksomhed, der har foretaget indefrysningen. Såfremt virksomheden på baggrund af nye oplysninger om sagen, fx om de konkrete ejer- eller kontrolforhold, beslutter sig for at ophæve indefrysningen, kan dette gøres uden tilladelse fra Erhvervsstyrelsen.
Pligter og rettigheder, som følger af indefrysning
Erhvervsstyrelsen har udarbejdet en vejledning, der belyser de pligter og rettigheder, som følger af indefrysning. Vejledningen retter sig primært mod personer, virksomheder og myndigheder, som enten foretager indefrysning af pengemidler og løsøre, eller som bliver omfattet af indefrysning. Vejledningen afdækker trin for trin, hvad man i praksis kan og skal gøre, hvis man enten er udøver af indefrysning eller er omfattet af indefrysning.
Du finder vejledningen i den sort boks nedenfor.
EU's Best Practices om gennemførelse af sanktioner
EU har udarbejdet et dokument om "Best Practices". Dokumentet indeholder ikke-bindende anbefalinger til en effektiv national gennemførelse af EU’s sanktioner.
Anbefalingerne vedrører en række emner, herunder indefrysning, indirekte tilrådighedsstillelse og spørgsmål om afklaring af ejerskab og kontrol. Til brug for vurderingen af, om der skal ske indefrysning i en konkret situation, kan der bl.a. tages hensyn til de kriterier, der er oplistet i para. 62 ff. Best Practices dokumentet er en vigtig rettesnor for Erhvervsstyrelsens gennemførelse af EU’s sanktioner, som en del af arbejdet med at sikre en ensartet gennemførelse i EU.
Best Practices er et levende dokument, der løbende drøftes og opdateres i EU.
EU's vejledning og fortolkningsbidrag
Der findes flere steder at hente vejledning og fortolkningsbidrag om EU’s sanktioner. Vi har samlet relevante henvisninger til EU-Kommissionens hjemmesider med vejledning og fortolkningsbidrag.