På baggrund af Ruslands invasion af Ukraine er det forbudt at eksportere dual-use produkter opført på bilag I til dual-use forordningen til Rusland. Der gælder visse undtagelser fra forbuddet, hvor det vil være muligt at søge om tilladelse. Du kan læse nærmere herom på denne side.
Du finder link til Rusland- og dual-use forordningerne i boksen 'Lovgrundlag' nederst på siden.
Virk selvbetjening
Rusland – meddelelse om anvendelse af undtagelser, jf. art. 2, stk. 3, og art. 2a, stk. 3.
Meddel, når din virksomhed har anvendt en af undtagelsesbestemmelserne i forordning 833/2014 til eksport af produkter til Rusland på bilag VII eller i dual-use kontrollisten (bilag I til forordning 2023/996).
Undtagelse fra forbuddene, som kræver tilladelse fra Erhvervsstyrelsen
Ifølge sanktionerne mod Rusland gælder der et eksportforbud af dual use-produkter. Såfremt eksporten opfylder nedenstående formål, vil det være muligt at søge om tilladelse hos Erhvervsstyrelsen, efter dual-use-forordningen:
Erhvervsstyrelsen kan udstede tilladelse til eksport af dual-use produkter til Rusland, hvis eksporten sker til ikkemilitær anvendelse og til en ikkemilitær slutbruger og herudover er bestemt til:
- Humanitære formål, sundhedsmæssige nødsituationer eller som reaktion på naturkatastrofer
- Medicinske eller farmaceutiske formål, forudsat produktet ikke er listet på bilag XL
Der er derudover krav om, at eksportøren i tolderklæringen skal angive, under hvilken undtagelsesbestemmelse eksporten sker efter.
Læse mere om, hvordan du søger om tilladelse
Underretningspligt ved brug af ovenstående undtagelser
Eksportøren skal underrette Erhvervsstyrelsen ved første eksport til en ny modtager om brugen af de pågældende undtagelsesbestemmelser. Nederst på denne side finder du link til meddelelse om anvendelse af undtagelserne.
Yderligere undtagelser som kræver tilladelse
Der kan ansøges om tilladelse hos Erhvervsstyrelsen til eksport af dual-use-produkter til Rusland, forudsat at eksporten udelukkende er til ikke-militær anvendelse og en ikke-militær slutbruger, og hvis eksporten har ét af følgende formål:
- Mellemstatsligt samarbejde vedrørende rumprogrammer
- Vedligeholdelse af civile nukleare kapaciteter
- Søfartssikkerhed
- Til brug for civile, ikke-offentligt tilgængelige elektroniske kommunikationsnetværk som ikke er offentligt ejet
- Udelukkende er beregnet til brug for enheder, der er ejet eller kontrolleret af et EU-selskab
- Beregnet til Unionens, medlemsstaternes og partnerlandes diplomatiske repræsentationer
- Sikring af cyber- og informationssikkerhed
- Software opdatering
- Forbrugerkommunikationsudstyr
- Medicinske eller farmaceutiske formål, forudsat at de er opført i bilag XL
Særligt for Caspian Pipeline Consortium
Erhvervsstyrelsen kan under visse omstændigheder meddele tilladelse til eksport af dual-use produkter og teknologi til brug for Caspian Pipeline Consortiums rørledninger og tilhørende infrastruktur, jf. artikel 5q. For mere information om denne undtagelsesbestemmelse kan Erhvervsstyrelsen kontaktes via de kontaktinformationer, som fremgår nederst på siden.
Forbud mod teknisk bistand, mæglervirksomhed og finansiering samt salg af IP-rettigheder eller forretningshemmeligheder
Forordningen indeholder også forbud mod direkte eller indirekte at yde teknisk bistand, mæglervirksomhed og finansiel bistand til alle dual-use produkter og teknologier i forbindelse med salg, levering, overførsel, fremstilling, vedligeholdelse og anvendelse af produkterne og teknologien til fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer i Rusland eller til brug i Rusland.
Herudover er det forbudt direkte eller indirekte at sælge, licensere eller på anden måde overføre intellektuelle ejendomsrettigheder eller forretningshemmeligheder i forbindelse med dual-use produkter og teknologi og disses levering, fremstilling, vedligeholdelse og anvendelse af produkterne og teknologien til fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer i Rusland eller til brug i Rusland.
Forbud mod transit igennem Rusland
Transit via Ruslands område af dual-use produkter og teknologi, som eksporteres fra Unionen, er forbudt. Forbuddet finder dog ikke anvendelse på transit via Ruslands område af produkter, som er bestemt til de formål, der følger af artikel 2, stk. 3.
Erhvervsstyrelsen kan give tilladelse til transit af Ruslands område af produkter og teknologi omfattet af bilag VII, efter at have fastslået, at produkterne er bestemt til de formål, der følger af artikel 2, stk. 4, litra b, c, d, h og l.
Årvågenhed
Generelt opfordres virksomhederne til at udvise den største årvågenhed i forbindelse med eksport af dual-use produkter og teknologi til Rusland. Det er virksomhedens ansvar at være opmærksom på de til enhver tid gældende regler.
Forbud mod at indgå nye kontrakter med slutbrugere i Ruslands særlige økonomiske zoner
Med 19. sanktionspakke blev det gjort forbudt at indgå nye kontrakter eller ordninger om levering af varer eller tjenester eller af relaterede intellektuelle ejendomsrettigheder eller forretningshemmeligheder til, fra eller til brug i de særlige økonomiske, innovative eller præferentielle zoner i Rusland, der er opført i bilag LII, del A eller B, eller med en juridisk person, en enhed eller et organ som har ejerskab af eller kontrol over juridiske personer, enheder eller organer, der er registreret som bosiddende i, eller hvis vedtægtsmæssige hjemsted, hovedforretningssted eller faste driftssted er beliggende inden for Den Russiske Føderations særlige økonomiske, innovative eller præferentielle zoner, der er opført i bilag LII, del A eller B.
Eksportører bør derfor sikre sig, at den slutbruger, som de vil eksportere produktet eller levere en tjenesteydelse til, ikke er beliggende i en økonomisk zone, der er opført på bilag LII, del A eller B. Bilag LII kan læses her.
Ansvarlige myndigheder
På Udenrigsministeriets hjemmeside kan du finde en samlet oversigt over de myndigheder, som administrerer og vejleder om de forskellige bestemmelser i EU’s sanktioner.