Produkter til industriel kapacitet (bilag XXIII, XXIIIA og XXIIIB)

Det er forbudt at sælge, levere, overføre eller eksportere produkter, som kan bidrage til forbedring af Ruslands industrielle kapaciteter til Rusland eller til tredjelande, hvis produkterne skal bruges i Rusland.

  • Opdateret 6. september 2024

Her kan du læse om forbud og undtagelser fra forbuddene om eksport af produkter til industriel kapacitet til Rusland opført i bilag XXIII til forordning nr. 833/2014. Du finder link til forordningen i boksen 'Lovgrundlag' nederst på siden.

Det er forbudt at eksportere produkter, som kan bidrage til forbedring af Ruslands industrielle kapaciteter. Produkterne er oplistet i bilag XXIII til forordningen.

Bilaget er meget omfattende og omfatter bl.a. flere gasarter og kemiske produkter, olier, produkter af træ og papir, knive, stenkul, brunkul, tørv og koks.

I bilag XXIII er der ud for visse KN-koder angivet et "ex". Det betyder, at ikke alle produkter under KN-koden er omfattet af eksportforbuddet, men at kun de produkter, som er omfattet af den angivne KN-kode, og som passer på produktbeskrivelsen ud for KN-koden, er omfattet af eksportforbuddet.

Vær opmærksom på, at komponentreglen, som den findes i dual-use forordningen, ikke gælder for så vidt angår bilag XXIII til Rusland-forordningen. Det betyder, at et ikke-listet produkt, dvs. et produkt, som ikke er omfattet af bilag XXIII, men som indeholder en komponent, som er opført i bilag XXIII, ikke bliver omfattet af bilag XXIII. Produktet bliver således ved med ikke at være omfattet af eksportrestriktionerne.

Leveringen af teknisk bistand, mæglervirksomhed og andre tjenester i forbindelse med produkterne og teknologien, jf. bilag XXIII til forordningen, til personer eller enheder i Rusland eller til brug i Rusland er ligeledes forbudt. Forbuddet omfatter også finansiering og finansiel bistand relateret til disse produkter og teknologier.

Forbud mod salg af IP-rettigheder eller forretningshemmeligheder

Herudover er det forbudt direkte eller indirekte at sælge, licensere eller på anden måde overføre intellektuelle ejendomsrettigheder eller forretningshemmeligheder i forbindelse med produkter og teknologi omfattet af bilag XXIII og disses levering, fremstilling, vedligeholdelse og anvendelse af produkterne og teknologien til fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer i Rusland eller til brug i Rusland.

Transit via Ruslands område af de produkter og teknologier, som fremgår af bilag XXXVII og som eksporteres fra Unionen, er forbudt.

Kontrakter vedr. bilag XXIIIA-produkter

For så vidt angår de produkter, der er omfattet af bilag XXIIIA, finder forbuddet mod salg, levering, overførsel eller eksport samt forbuddene vedr. teknisk og finansiel bistand, mæglervirksomhed og salg af IP-rettigheder eller forretningshemmeligheder ikke anvendelse på opfyldelsen indtil den 20. marts 2024 af kontrakter, der er indgået inden den 19. december 2023, eller af tilknyttede kontrakter, der er nødvendige for opfyldelsen af sådanne kontrakter.

Kontrakter vedr. bilag XXIIIB-produkter

For så vidt angår de produkter, der er omfattet af bilag XXIIIB, finder forbuddet mod salg, levering, overførsel eller eksport samt forbuddene vedr. teknisk og finansiel bistand, mæglervirksomhed og salg af IP-rettigheder eller forretningshemmeligheder ikke anvendelse på opfyldelsen indtil den 20. juni 2024 af kontrakter, der er indgået inden den 19. december 2023, eller af tilknyttede kontrakter, der er nødvendige for opfyldelsen af sådanne kontrakter.

Forbuddene finder ikke anvendelse på varer, som er nødvendige til officielle formål for medlemsstaternes eller partnerlandenes diplomatiske eller konsulære repræsentationer i Rusland eller for internationale organisationer, der har immunitet i henhold til folkeretten, eller på deres ansattes personlige effekter.

Erhvervsstyrelsen kan meddele tilladelse til salg, levering, overførsel eller eksport af produkter og teknologier som er omfattet af KN-kode 8417 20, eller levering af dertil knyttet teknisk eller finansiel bistand, efter at have fastslået, at produkterne er nødvendige til personligt husholdningsbrug af fysiske personer.

Herudover kan Erhvervsstyrelsen give tilladelse til salg, levering, overførsel eller eksport af produkterne eller teknologierne opført på bilag XXIII, efter at styrelsen har fastslået, at produkterne eller teknologien, eller leveringen af teknisk eller finansiel bistand, er nødvendig til enten:

  • medicinske eller farmaceutiske formål eller til humanitære formål - bemærk at EU-Kommissionen i en FAQ om sanktionerne mod Rusland har uddybet, hvad der forstås ved farmaceutiske og humanitære formål
  • eksklusiv brug og under fuld kontrol af den danske stat med henblik på at fortsætte aktiviteter i områder, som er omfattet af en langsigtet lejeaftale mellem Danmark og Rusland, eller
  • etablering, drift vedligeholdelse og oparbejdning af brændsel og sikkerhed i forbindelse med civil nuklear kapacitet og fortsat udformning, opførelse og ibrugtagning nødvendig til færdiggørelse af civile nukleare faciliteter, fx Paks II-projektet, levering af prækursomateriale til fremstilling af medicinske radioisotoper og lignende medicinske anvendelser, eller kritisk teknologi til overvågning af miljøstråling samt til civilt nukleart samarbejde, navnlig inden for forskning og udvikling.

Erhvervsstyrelsen kan ligeledes meddele tilladelse til salg, levering, overførsel eller eksport af produkter og teknologier, som er omfattet af kapitel 72, 84, 85 og 90 i KN, jf. bilag XXIII, eller levering af dertil knyttet teknisk eller finansiel bistand eller mæglervirksomhed, efter at have fastslået, at dette er strengt nødvendigt med henblik på fremstilling af varer af titan, der er nødvendige i luftfartsindustrien, og for hvilke der ikke findes nogen alternativ forsyning.

Tilladelse til transit

Erhvervsstyrelsen kan give tilladelse til transit af produkter, som er omfattet af bilag XXXVII, efter at have fastslået, at produkterne er bestemt til et af de formål, der fremgår af de to afsnit umiddelbart ovenfor.

Forbud mod militær slutanvendelse

Erhvervsstyrelsen må ikke meddele tilladelse til ovenstående salg, levering, overførsel eller eksport, hvis der er rimelig grund til at tro, at produkterne kan have en militær slutanvendelse.

Særligt for Caspian Pipeline Consortium

Erhvervsstyrelsen kan under visse omstændigheder meddele tilladelse til eksport af produkter og teknologi omfattet af bilag XXIII til brug for Caspian Pipeline Consortiums rørledninger og tilhørende infrastruktur, jf. artikel 5q. For mere information om denne undtagelsesbestemmelse kan Erhvervsstyrelsen kontaktes via de kontaktinformationer, som fremgår nederst på siden.

Ansvarlige myndigheder

På Udenrigsministeriets hjemmeside kan du finde en samlet oversigt over de myndigheder, som administrerer og vejleder om de forskellige bestemmelser i EU’s sanktioner.

Gå til Udenrigsministeriets hjemmeside