Her kan du læse om forbud og undtagelse fra forbuddene om eksport af produkter til luft- og rumfartsindustri opført i bilag XI til forordning nr. 833/2014. Du finder link til forordningen i boksen 'Lovgrundlag' nederst på siden.
Forbud mod eksport af produkter til luft- og rumfartsindustrien
Det er forbudt at sælge, levere, overføre eller eksportere produkter og teknologi på bilag XI til forordningen til Rusland eller til tredjelande, hvis produkterne skal bruges i Rusland.
Det er herudover forbudt at levere en eller flere af følgende aktiviteter: Eftersyn, reparation, inspektion, udskiftning, modifikation eller fejludbedring af et fly eller en komponent med undtagelse af inspektion umiddelbart før flyvning for så vidt angår produkter og teknologier opført på bilag XI til Rusland.
Krav om bestemmelser i kontrakten, som skal forhindre reeksport til Rusland
EU har med 12. sanktionspakke vedtaget, at eksportører af jetbrændstof og brændstofadditiver omfattet af forordningens bilag XI, har pligt til i kontrakten med modparten at forbyde reeksport af produkterne til Rusland eller til brug i Rusland. Dette krav gælder ved eksport til alle tredjelande (ikke EU-lande) med undtagelse af de partnerlande, der er omfattet af bilag VIII. Kravet gælder fra den 20. marts 2024.
Eksportøren skal sikre sig, at kontrakten indeholder passende retsmidler i tilfælde af misligholdelse af en kontraktlig forpligtelse i overensstemmelse med forbuddet om reeksport af produkterne til Rusland eller til brug i Rusland.
Krav om underretning til Erhvervsstyrelsen ved misligholdelse
Hvis eksportørens samarbejdspartner i tredjelandet misligholder de kontraktlige forpligtelser i overensstemmelse med forbuddet om reeksport af produkterne til Rusland eller til brug i Rusland, skal eksportøren underrette Erhvervsstyrelsen så snart eksportøren bliver bekendt med misligholdelsen. For eksisterende kontrakter finder kravet ikke anvendelse indtil den 20. december 2024 eller indtil deres udløbsdato, alt efter hvad der kommer først.
Hvad betyder "ex" foran en KN-kode?
I bilag XI er der ud for visse KN-koder angivet et "ex". Det betyder, at ikke alle produkter omfattet af KN-koden er omfattet af eksportforbuddet, men at kun de produkter, som er omfattet af den angivne KN-kode, og som passer på produktbeskrivelsen ud for KN-koden, er omfattet af eksportforbuddet.
Forbud mod teknisk bistand, mæglervirksomhed og finansiering samt salg af IP-rettigheder og forretningshemmeligheder
Leveringen af teknisk bistand, mæglervirksomhed og andre tjenester i forbindelse med produkterne og teknologien, jf. bilag XI, er ligeledes forbudt. Dette gælder dog ikke udveksling af oplysninger med henblik på at fastlægge tekniske standarder inden for rammerne af Organisationen for International Civil Luftfart, for så vidt angår de varer og den teknologi, der er opført i bilag XI. Det er herudover forbudt at levere finansieringsmidler eller finansiel bistand i forbindelse med produkterne og teknologien, ligesom forsikring og genforsikring, i relation til disse produkter, til personer, enheder eller organer i Rusland eller til brug i Rusland, er forbudt.
Forbud mod salg af IP-rettigheder eller forretningshemmeligheder
Herudover er det forbudt direkte eller indirekte at sælge, licensere eller på anden måde overføre intellektuelle ejendomsrettigheder eller forretningshemmeligheder i forbindelse med produkter og teknologi omfattet af bilag XI og disses levering, fremstilling, vedligeholdelse og anvendelse af produkterne og teknologien til fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer i Rusland eller til brug i Rusland.
Undtagelser fra forbuddene, som kræver tilladelse fra Erhvervsstyrelsen
Erhvervsstyrelsen kan tillade salg, levering, overførsel eller eksport af varer, der er opført i bilag XI, del B, eller dertil knyttet teknisk bistand, mæglervirksomhed, finansieringsmidler eller finansiel bistand, efter at have fastslået, at det er nødvendigt med henblik på fremstilling af varer af titan, der er nødvendig i luftfartsindustrien, og for hvilke der er ikke findes nogen alternativ forsyning.
Tilladelse til gennemførelse af kontrakt om finansiel leasing af luftfartøj
Erhvervsstyrelsen kan give tilladelse til gennemførelse af en kontrakt om finansiel leasing af et luftfartøj, der er indgået inden d. 26. februar 2022, efter at have fastslået, at:
- det er strengt nødvendigt for at sikre tilbagebetalinger til juridiske personer, enheder eller organer, der er stiftet eller oprettet i henhold til en medlemsstats lovgivning, og
- der ikke vil blive stillet økonomiske ressourcer til rådighed for den russiske modpart, med undtagelse af overdragelsen af ejendomsretten til flyet efter fuld tilbagebetaling af den finansielle leasing.
Tilladelse til levering af teknisk bistand
Erhvervsstyrelsen kan give tilladelse til levering af teknisk bistand i forbindelse med anvendelsen af produkterne og teknologien, efter at have fastslået, at den tekniske bistand er nødvendig for at undgå sammenstød med satellitter eller at disse utilsigtet trænger sig ind igen i atmosfæren.
Erhvervsstyrelsen kan give tilladelse til salg, levering, overførsel eller eksport af produkter omfattet af KN-kode 8517 71 00, 8517 79 00 og 9026 00 00, opført i del B til bilag XI, eller levering af dertil knyttet teknisk bistand, mæglervirksomhed, finansieringsmidler, finansiel bistand eller andre tjenester samt salg af IP-rettigheder eller forretningshemmeligheder, efter at have fastslået, at det er nødvendigt til medicinske, farmaceutiske eller humanitære formål. Styrelsen kan dog ikke meddele tilladelse hertil, hvis den har rimelig grund til at tro, at produkterne kan have en militær slutanvendelse.
Herudover kan Erhvervsstyrelsen give tilladelse til salg, levering, overførsel eller eksport af produkter omfattet af bilag XI, del B, hvis produkterne er bestemt til brug udelukkende for og under fuld kontrol af Danmark med henblik på at opfylde dens underholdspligt i områder, som er omfattet af en langsigtet lejeaftale mellem Danmark og Rusland.
Forbud mod transit igennem Rusland
Transit via Ruslands område af produkter og teknologier omfattet af bilag XI, som eksporteres fra Unionen, er forbudt. Erhvervsstyrelsen kan give tilladelse til transit via Ruslands område af produkter omfattet af bilag XI, efter at have fastslået, at produkterne eller teknologien er bestemt til de formål, der fremgår af artikel 3c, stk. 6a, 6b og 6c i forordningen.
Ansvarlige myndigheder
På Udenrigsministeriets hjemmeside kan du finde en samlet oversigt over de myndigheder, som administrerer og vejleder om de forskellige bestemmelser i EU’s sanktioner.